Dansk mad

God, traditionel, dansk kromad derhjemme

wef45

Det danske og traditionelle køkken får ikke den helt store opmærksomhed længere, og maden rundt omkring i de danske hjem er blevet markant mere international. Det er muligt, at det nordiske køkken i den grad har vundet indpas i de internationale gastronomiske medier, men her er der primært tale om eksklusive restauranter med fokus på minimalistisk og anderledes kogekunst. Madlavningen derhjemme er derimod i højere grad inspireret af internationale tendenser, hvorimod flæskestegen og frikadellerne typisk går under radaren.

Men sådan skal det ikke være længere, og flere begynder da også at bringe de danske mad-dyder tilbage i spillet. Således er der for eksempel åbnet flere og flere ærkedanske restauranter, hvor fokus netop er på dansk madlavning.

koekken

Karakteristika ved det danske køkken

Det danske køkken er naturligvis i høj grad karakteriseret ved de råvarer og fødevarer, som kan samles, fanges og dyrkes i Danmark. Det betyder også, at det danske køkken ikke er kendetegnet ved at være særligt krydret eller stærkt, da der i høj grad er fokus på kød frem for krydderier. Og det er i høj grad svinekødet, der dominerer det traditionelle, danske køkken, hvor retter som frikadeller, stegt flæsk med persillesovs, flæskesteg, medisterpølse og koteletter i fad er store, danske klassikere på middagsbordet.

Det danske køkken bærer desuden også præg af at være et rustikt køkken, snarere end et pænt køkken, og det er også ofte grovere råvarer, der kommer på bordet, herunder rugbrød og smørrebrød. Det er ligeledes de grovere grøntsager, der får lov til at dominere, herunder kartofler, kål og rodfrugter.

Hvordan laver du lækker og velsmagende dansk mad derhjemme?

Det danske køkken har således heller ikke just ry for at være sundt, idet det derimod er tunge retter med en del fedt og salt. Men det betyder ikke, at du ikke kan lave sund og fedtfattig dansk mad derhjemme. En anden gammel og meget dansk måde at tilberede maden på er nemlig ved hjælp af en stegeso.

En stegeso er en slags stor gryde med låg i enten ler eller metal. Stegesoen skal indsættes i ovnen, hvor maden tilberedes stille og roligt over flere timer. Du kan derfor også allerede nu regne ud, at det er en utroligt nem måde at lave mad på.

Når du tilbereder mad i en stegeso, er der tale om simremad, og du kan derfor også regne med smør-mørt kød og lækre, velsmagende grøntsager. 

Du vælger først det kød, du foretrækker til din ret – og for at bevare den danske ånd i køkkenet, kan du passende vælge svinekød. Herefter tager du en ordentlig håndfuld rodfrugter, løg, svampe og persille. Det skæres rustikt og puttes ned til kødet i stegesoen. Herefter sætter du stegesoen i ovnen, hvor den skal stå i flere timer. Imens kan du passende lave noget andet eller slappe fuldstændigt af, mens du venter på din lækre aftensmad.

Skal det være ekstra lækkert, kan du eventuelt lave en god, brun sovs, som passer perfekt til det lækre, møre kød og de smagfulde grøntsager.

Stegeso

Får du gæster fra udlandet? Så skal du lave denne ret

At tilberede mad i stegesoen er en typisk hverdagsting, men det fungerer også glimrende, hvis I får gæster. Synes du, at denne form for mad er lige rustikt nok til dine gæster, kan du i stedet overveje at servere hjemmelavet smørrebrød. Dét er nemlig en klassisk, dansk måde at spise på, og du får samtidig lokket dine gæster til at prøve det gode, danske rugbrød. 

Top smørrebrødene med roastbeef, rullepølse, fiskefilet og karrysild, så dine udenlandske gæster får en helt traditionel madoplevelse af de helt store.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *